Straf

← Tilbage

STRAF
Der skelnes mellem irettesættelse og straf, hvor irettesættelsen er at sige “nej” til hunden, og straf er at skælde ud og eller tage fat i hunden. 

Der er mange årsager til, at straf er en dårlig løsning, når det gælder om at ændre på en hunds adfærd. En af grundene til, at straf er en dårlig løsning,  er, at hunden ikke kan gøre sin handling om, ligegyldigt hvor meget man straffer den. Desværre tror mange fejlagtigt, at hunden anger sin handling, når hunden underkaster sig i forbindelse med, at den får skæld ud. Dette er ikke korrekt. Hunden forsøger blot at undgå, at konflikten optrappes. 

Skal der være blot den mindste sandsynlighed for, at hunden lærer af straffen, skal den falde i samme øjeblik, som den uønskede handling foregår. Der menes øjeblikkeligt, og man har omkring et sekund at reagere i, ellers forbinder hunden ikke straffen med den handling, som har udløst, at man straffer den. Hvis ikke straffen falder inden for et sekund, får man ikke det resultat ud af at straffe hunden, som man ønskede, og dermed er det meningsløst at straffe hunden.

På samme måde er det med en hvalp, som f.eks. tisser ude i gangen. Man skælder den ud, og slæber den udenfor døren, hvor den jo gerne må tisse, men ikke gør det. Straffen har resulteret i, at hvalpen forbinder det som forbudt med at tisse, når man er i nærheden, hvorfor den vil søge ind i et rum, hvor man ikke er næste gang trangen melder sig. Den har ikke lært, at det er forbudt at tisse inde, men kun at den skal være sikker på, at man ikke er i nærheden, når den skal af med vandet. Er man rigtig heldig, så lærer hvalpen dog, at den ikke må tisse, der hvor man fangede den, men den ved ikke, at forbuddet også gælder i stuen, soveværelset, køkkenet osv.

Hunde er ligesom vi mennesker meget forskellige indrettet rent psykologisk. Derfor kan nogle hunde tåle meget/hård straf, mens andre kun tåler lidt eller slet ingen. Da der næppe er nogen, der ønsker en aggressiv eller angst hund, skal man være meget opmærksom på, hvor hårdt man straffer sin hund, hvis man ser sig nødsaget til overhovedet at straffe den. En for hård straf kan nemlig medføre, at hunden enten reagerer med aggressivitet eller angst. Det vil sige, at man som hundeejer skal vide helt nøjagtigt, hvor hårdt man kan straffe sin hund, inden den begynder at tage skade. Samtidigt skal man også vide, hvor meget pondus man skal ligge i sin straf, før den har nogen effekt. Endeligt skal man, hvis man vælger at straffe sin hund, også tage hundens motiv til at udføre handlingen med i strafudmålingen. Jo stærkere motiveret hunden var, jo stærkere skal man straffe. Alt dette skal bedømmes inden for et sekund, så det kræver virkeligt stor indsigt og forståelse af hunden, såfremt straffen skal virke efter hensigten.

Husk på, at straf ikke fratager hunden lysten til den uønskede handling. Det, der sker, når man straffer sin hund, er, at hunden næste gang den står i samme situation overvejer om gevinsten ved at udføre handlingen, som den ved er forkert, er større end konsekvenserne ved at udføre den. Vurderer hunden at udbyttet ved handlingen er større end konsekvensen, vælger den at udføre handlingen.

Det er bevist, at såfremt en straf skal have vedvarende effekt, skal der meget pondus bag. Ofte skal straffen gentages flere gange, således at virkningen af straffen vedligeholdes. Dog skal man være opmærksom på, at hvis man straffer sin hund for tit, kan den blive immun over for straf, da den tænker, at man alligevel altid er sur, ligegyldigt hvad den foretager sig. Straffen må dog ikke være så kraftig, at den fremkalder aggressivitet eller angst hos hunden, for så vil effekten af straffen være uforudsigelig.

Er motivet bag den handling som straffes angst, gør straffen det hele værre end det oprindeligt var. Straf i denne situation vil nemlig medføre øget angst hos hunden, hvilket kan fremprovokere aggression, da den vil føle sig trængt op i en krog og ikke ser andre udveje end at kæmpe for sit liv. Samtidigt har man ikke afhjulpet den følelse, som ligger bag hundens handling, angsten, hvorfor det med stor sandsynlighed kan forventes, at hunden vil foretage den uønskede handling igen.

Hvis hunden ødelægger ting, når den er alene hjemme, er det sandsynligt, at det sker, fordi hunden enten keder sig, eller fordi den er angst for at være alene. Er det angsten, der får hunden til at æde dørkarmen, så vil straf højest sandsynligt resultere i, at hunden ødelægger endnu mere, hvis man skælder den ud for det. Simpelthen fordi straffen har gjort den endnu mere bange for at være alene. Der er jo nu også en ubehagelig konsekvens ved at være alene for hunden, nemlig at når man igen komme hjem, så er der atter skæld ud. Uanset hvorfor hunden har ødelagt den nye sofa, mens den var alene hjemme, nytter det intet at slæbe hunden hen til sofaen og skælde hunden ud for dens handling. Hunden forstår ikke, at man straffer den, fordi den har spist af møblement. Husk på, at man kun har et sekund at straffe hunden i, efter handlingen er foretaget. Straffer man hunden, når man kommer hjem, risikerer man, at hunden forbinder hjemkomst med ubehag og straf.

Når man først er begyndt at bruge straf i forbindelsen med opdragelsen af sin hund, skal man være meget opmærksom på, at man ikke utilsigtet optrapper hårdheden i straffen, eller hvor ofte du straffer utilsigtet. Det gælder, hvad enten det er verbal eller fysisk straf. Selv om det måske ikke er ønsket at straffe hunden hårdere end sidst, lader vi mennesker ind i mellem vores magtesløshed løbe af med os, og lader det gå ud over hunden.

Med mindre man virkeligt har stor indsigt i hundepsykologi, er straf derfor en meget risikobetonen opdragelsesmetode at gå i krig med. Derfor bør man undgå at straffe hunden, lige meget hvad den måtte have lavet af ulykker.

Selvfølgeligt skal en hund have at vide, hvordan man ønsker, at den skal opføre sig. Have ris, når den gør noget forkert, og ikke mindst ros, når den gør noget rigtigt. Vi mennesker har en tendens til at give forbud, uden at vi samtidigt giver eksempler på, hvad hunden gerne må. Derfor er hunden nødsaget til at prøve sig frem, ofte til stor irritation for os mennesker.

Vi er, når vi kommunikerer med hunden, nødsaget til at gøre det på en måde, som hunden forstår. Derfor hjælper det intet at forklare hunden, at man bliver ked af det, når den gnaver i de nye italienske læder sko. Lær hunden at “nej” betyder; “Stop det du er ved øjeblikkeligt”. Giv samtidigt med “nej’et” hunden et alternativ, som den gerne må tygge på, f.eks. ved at bytte skoen ud med et kødben. Derved lærer hunden, hvad der er ønsket adfærd, og dermed giver positiv opmærksomhed, og samtidigt som en følge heraf, undgå uønsket adfærd, som giver negativ opmærksomhed. Vær opmærksom på, at hunden altid vil søge opmærksomhed, og at negativ opmærksomhed er bedre end ingen.

Man skal huske, at status som flokleder ikke skal komme via fysisk magtanvendelse. Den fysiske dominans er mulig at udøve i praksis over for små hunde, men tænk på at en lille rottweiler hvalp bliver meget stærkere fysisk end man selv er, når den når sin fuldvoksne vægt på omkring 50 kilo. Derfor handler det om at få hunden til at acceptere dig som flokleder ud fra dine psykologiske evner, uanset om din hund vejer 2 eller 50 kilo.

Lederskabet opbygges fra første dag, man får hvalpen hjem. Da vi mennesker er mere intelligente end hunden, vil vi naturligt blive accepteret som flokleder, med mindre at vi dummer os. Blandt ulve og vilde hunde er floklederen den klogeste ulv eller hund i flokken, og dermed ikke altid den fysisk stærkeste. Som mennesker skal vi bruge denne intelligensmæssige overlegenhed over for hunden til at hjælpe hunden til at forstå, hvad der er ønsket adfærd. Det sker ved hjælp af ros, når hunden gør noget, som du ønsker, og et “nej”, når den gør noget uønsket. For en flokleder, som udviser et fornuftigt lederskab, er dette rigeligt til at styre hunden.

En sjælden gang kan det dog være nødvendigt at markere sig lidt kraftigere end blot med et “nej”. Det gælder specielt i forhold til aggressionen mellem hunde. Hvis man i en sådan situation begynder at rive og ruske i hunden, vil man med stor sandsynlighed blot øge hundens aggressivitet. En stresset hund har nemlig ikke altid kontrol over hvor det ubehagelige stammer fra, hvorfor man risikerer, at den opfatter dig som en trussel, og retter aggressionen mod dig i stedet for den anden hund. Det virker måske på hunden, som om man har mistet besindelsen, og en hund vil ikke respektere en flokfører som mister besindelsen, da man dermed viser, at man ikke er i stand til at bevare overblikket og kontrollen over resten af flokken.

Skulle det en dag komme så vidt, at man er nødsaget til at skride ind over for en hunds aggressivitet over for en anden hund eller andre mennesker, skal det gøres på følgende måde. Man tager fat i hundens kinder, eller på siden af halsen og kigger den ind i øjnene på ca. 10 cm. afstand. Lad være med at løfte den fra jorden. Gør øjnene store, og tal med åben mund til hunden. Lad for alt i verden være med at råbe. Hvilke ord man siger er underordnet, for hunden forstår dem alligevel ikke. Når hunden kigger væk, slikker sig om munden eller bruger andre af de dæmpende signaler, så har den underkastet sig. Slip derfor hunden igen, og stop alt hvad der minder om yderligere straf af hunden. Blandt ulve og vilde hunden vil floklederen nemlig med det samme stoppe dominansen, når en hund har underkastet sig, hvilket man også bør gøre for at forblive en god flokleder i hundens øjne.

Det er vigtigt, at man ikke bruger denne metode over for hvalpe, da de ikke er psykisk stærke nok til denne magtfulde demonstration af dominans. Sker det, at en hvalp er aggressiv over for en anden, så stop den med et “nej”, eller henled hvalpens opmærksomhed på noget den gerne må.

Selv om man har en voksen hund, er det ikke for sent at ændre på opdragelsesmetoden. Resultatet af at opgive straf kan meget vel være, at hunden bliver gladere og mere harmonisk, til glæde for alle.

← Tilbage